Min super dygtige lillesøster blev bachelor i medicin tilbage i december. Jeg tænkte meget over, hvad hun skulle få i gave af mig i den anledning. Til sidst spurgte jeg hende, om hun ønskede sig noget nyt strik, og det sagde hun straks ja til 😉
Efter at have snakket lidt frem og tilbage, så blev vi enige om, at det skulle være modellen Irish Dove fra Drops i rosa/lyserødt hun skulle have. Jeg valgte at strikke den med en tråd pt2 og 1 tråd KidSeta mohair. Jeg startede på den lige inden jeg skulle på et 2-dages kursus med arbejdet til en helt afsides landsby. Det var så heldigt, at jeg kunne sidde og strikke rigtig meget de to dage, så jeg fik lavet bærestykket færdigt. Det var den mest krævende del af opskriften. Jeg skulle holde øje med rigtig mange forskellige diagrammer på samme tid.
Jeg lavede nogle små ændringer i forhold til den oprindelige opskrift. Jeg kunne ikke lide kanten forneden og på ærmerne, så den ændrede jeg, så den lignede halskanten. Jeg lavede også flere indtagninger, så ærmerne blev lidt smallere.
Det var et rigtigt sjovt strikkeprojekt, men jeg gentager det nok ikke foreløbigt, fordi det kræver rigtig meget af den, som strikker på grund af alle de forskellige diagrammer, som man skal holde styr på.
Lidt efter påske modtog min søster så den færdige sweater, og hun var rigtig glad og tilfreds 🙂
Jeg fik strikket to søde pandebånd med fletnin ger af garnresterne 🙂